Brug af en Wordpress blog som dokumentation

En blog er et rigtig godt værktøj, når du skal dokumentere din hjemmeundervisning. Det er typisk rigtig nemt at oprette indlæg, og også langt nemmere at sortere i indhold, end hvis du eksempelvis benytter et alm. dokument, eller en notesbog.

På de fleste blogs kan du tildele dine indlæg kategorier, og måske også tags, som gør det utrolig nemt at finde rundt i indholdet, når du skal lave en form for opsummering af undervisningen inden tilsynet. En Wordpress blog er gratis og skal blot sættes op på et domæne. Jeg har valgt at benytte mig af Wordpress (dvs ikke Wordpress.com), fordi der er så mange gode plugins til det. Her er nogle fordele, jeg finder ved det:

Picasa plugin: Man kan nemt indsætte et galleri (dvs. et samlet antal billeder) i et indlæg direkte fra Picasa Webalbums. Min telefon kan sende mine billeder direkte til Picasa, hvilket sparer mig en masse tid med at uploade billeder med ledninger fra kamera. Det gør at jeg kan lave færdige indlæg med billeder på få minutter hver dag Smile

Kategorier: Jeg kan give mine indlæg kategorier, som fx "Årsmappe 2011-12", som gør det nemt at samle indlæggene til udskrift. Her kan inddelinger i måneder i arkivet også være til hjælp.

Tags: Jeg kan give mine indlæg tags, som "geografi, biologi", som gør det nemt for mig at overskue hvad vi har lavet "indenfor" de forskellige fag, når jeg skriver min opsummering.

Sortering: En plugin sørger for at jeg ser mine indlæg i rækkefølge efter valg, fra ældste og frem, i stedet for den sædvanlige nyeste og bagud. Det gør det nemmere, når man printer ud, fordi man så kan lave en dagbog, der starter ved årets start og kører "den rigtige" vej Smile

Print to PDF: Denne plugin gør det muligt at lave en pdf-fil ud af en blogside (med det antal indlæg du har valgt skal vises på en side, fx 10), som efterfølgende kan printes. Fordelen ved dette er, at du dermed ikke risikerer at billeder skæres over, hvilket er resultatet, når du udskriver direkte fra bloggen.

Du bestemmer selv, hvem der kan læse med i din blog - hvis du ikke vil have læsere men udelukkende skriver til dokumentation, kan du gøre den helt privat. Hvis du vil have læsere, kan du invitere dem fra bloggen. Og endelig kan du også have bloggen helt synlig, så alle kan se den.

Hvis du gerne vil høre mere om hvordan du laver sådan en blog-dagbog, er du meget velkommen til at skrive i forummet Smile