Vigtig læsevejledning:
Frem til 2023 var der ikke opmærksomhed på lovgivning om ophavsret og GDPR-regler ift. portalindkøb i foreningen. Fri Læring havde derfor ikke de nødvendige aftaler med Copydan, eller dybere indblik i at håndtere GDPR i portalsammenhæng. Derudover har der været perioder, hvor langt flere medlemmer haft adgang til de indkøbte portaler, end der er blevet betalt for, hvilket portaludbyderne ikke accepterer. I dag er der rettet op på tidligere fejl og manglende viden - Fri Læring følger nu reglerne om ophavsret og GDPR, og køber portaladgang per elev.


Indkøbsklubbens tidslinje


2015

Det særlige institutionsnummer
Uhuru (som Fri Læring hed tidligere) får et særligt institutionsnummer og mulighed
for at oprette Unilogin til foreningens hjemmeundervisere. 



2018

Før kontingentet
Fri Læring-medlemmer, som hjemmeunderviser, kan få Unilogin gratis
gennem foreningen.

Selvbetalt portalindkøb
Nogle medlemmer indkøber portaladgang i fællesskab, de betaler selv udgifterne.
Der er tilmelding via en formular, som bestyrelsen står for.

Gratis adgange
Med Unilogin er der bl.a. adgang til siden 'Materialeplatformen', hvor tidligere eksamenssæt kan ses.

 



2019

Kontingent indføres
Medlemmer, der aktivt hjemmeunderviser, kan få Unilogin, når de har betalt det årlige kontingent (150 kr.).


Lav portalinteresse
I januar 2019 opgives det at indkøbe læringsportaler til interesserede medlemmer, pga for få tilmeldte.
Arbejdet bliver sat i bero. På GF19 nedstemmes et forslag om, at der indkøbes adgang
til læringsportaler til alle medlemmer.
I løbet af året køber medlemmer i fællesskab adgang
til Clio og Alinea gennem Fri Læring.

Portalpriser i 2019 (egenbetaling)
Clio årsabonnement koster 1.250 kr. pr. Unilogin/barn og købes på specialskole-vilkår (lavt elev-tal).
Alinea koster 1.250 kr. pr. Unilogin/barn ved mindre end 20 elever, og 625 kr. pr. Unilogin/barn ved 20+ elever.

Grammatip købes i fællesskab af medlemmer på et andet institutionsnummer. Hvert medlem betaler 200 kr. pr. modul
i portalen. Man kan fx vælge at købe moduler som 'Dansk diktat' eller 'Engelskprøven'.

 



2020

Unilogin i kontingentet
Alle Fri Læring medlemmer, der HUer, kan få Unilogin gennem foreningen,
når de har betalt det årlige kontingent på 150 kr.

Nedlukning giver adgang
Pga. Covid og den 'hjemmeundervisning', der foregår under nedlukningerne,
åbnes mange læringsportaler og apps op i de perioder, så de kan
bruges gratis. Nogle kræver Unilogin, andre gør ikke.

FLs første portalindkøb vedtages
Det første portalindkøb til alle medlemmer, som hjemmeunderviser, vedtages på GF20.
Det er Alinea og Filmcentralen, der indkøbes af foreningen. Derudover bliver
Matematikfessor, Clio og Grammatip crowdfunded af medlemmer (primært egenbetaling).


Grammatip indkøbes via et medlems gamle institutionsnummer, så alle ikke har adgang
(HUere kan ikke få eget institutionsnummer, kun statsstøttede institutioner kan få det).

Gratis materialer
Hjemmesiden 'Materialeplatformen' ændres, og prøvematerialer rykkes i stedet til
prøvebanken.dk. På den har HUere adgang til tidligere prøvesæt med Unilogin.

 



2021

Første år med stor portalpakke
For første gang er Unilogin og portalerne Alinea, Matematikfessor, Clio, Grammatip og
Filmcentralen med i det årlige kontingent for hjemmeundervisere (250 kr.).
Det betyder, at 700+ medlemmer er med til at betale for indkøbene,
og at en stor del af FLs budget går til portalindkøb.

 


 
2022

Andet år med stor portalpakke
Unilogin og portaler er med i det årlige kontingent og FLs budget.
For aktive hjemmeundervisere er kontingentet på 250 kr. FL har i 2022 650+ medlemsfamilier.
Portalindkøb: Alinea, Matematikfessor, Clio og Filmcentralen.

Brugerkøb af Grammatip
Nogle medlemmer går sammen om at købe adgang til Grammatip gennem FL (egenbetaling).

Problemer med Unilogin #1
I juni 2022 bliver FL kontaktet af Styrelsen for IT og Læring (STIL), som står
for Unilogin. De fortæller, at Fri Lærings særlige institutionsnummer og ret til at tilknytte Unilogin 
er imod de rammer, der er for brugen af Unilogin. At kun skoler og offentligt drevne centre
kan få et institutionsnummer og udstede Unilogin.

Beskeden er, at STIL planlægger at fjerne foreningens godkendelse til at
udstede Unilogin. Hvornår kan de ikke sige.

Fri Læring har på dette tidspunkt 624 elever og 495 undervisere tilknyttet med Unilogin.

Problemer med Unilogin #2
D. 17. oktober mister foreningen muligheden for at oprette Unilogin pga. strukturelle
ændringer hos Styrelsen for IT og Læring (STIL). STIL beklager efterfølgende situationen,
og i november kan FL igen tilknytte Unilogin.

 


 
2023

Indkøbsklubben oprettes
Efter GF23 oprettes Indkøbsklubben. De overordnede mål med klubben er:

1) At adskille de store portaludgifter fra FLs kontingent og budget,
fordi langt fra alle medlemmer bruger portaler
2) At det krævende portal/Unilogin-arbejde kommer væk fra bestyrelsen
og i stedet varetages af de medlemmer, som faktisk bruger portalerne

Overgang til klubstruktur
Pga. den nye struktur med Indkøbsklubben er skoleåret 2023/2024 et overgangsår:
Alle med aktivt medlemskab, som vil beholde Unilogin tilknyttet FL,
skal tilmelde sig klubben. Herefter slettes Unilogin-tilknytningen for alle
medlemmer, der ikke har tilvalgt Indkøbsklubben. Når medlemmer fornyer deres
medlemskab, skal de betale et klubtillæg på 175 kr. pr. familie, hvis de fortsat vil være med i
Indkøbsklubben. Det er FLs budget, som betaler portalindkøbene.

Klubtilmeldingen betyder, at FL nu får helt styr på hvem og hvor mange elever og
medlemsfamilier, der har Unilogin tilknyttet foreningen.

Skoleårets portaler 23/24
Alinea fagportaler, Matematikfessor og Grammatip.

Ophavsret i FL
Ophavsret undersøges for første gang i forhold til FL. På baggrund af den nye viden må
portalaftalen med Filmcentralen opsiges før tid, fordi FL ikke har den obligatoriske aftale med Copydan AVU.
Derudover må klubmedlemmer ikke printe fra Alinea og Matematikfessor, fordi FL ikke har den krævede
aftale med Copydan Tekst & Node.

Ned og op med Prøvebanken
HUere har ikke længere adgang til Prøvebanken med Unilogin pga aftaler om ophavsret,
der ikke omfatter HUere. I september 2023 findes en løsning, hvor HUere
i stedet skal søge aktindsigt i prøvesæt.


 
2024

Portal-proces
I begyndelsen af 2024 starter Indkøbsklubbens nye team op. Herefter følger en
portal-proces, hvor der bl.a. afholdes to online afstemninger og et møde for medlemmer.

Portalændringer
1. juni 2024 opsluges portalen Clio helt af Alineas fagportaler - processen har været i gang i
længere tid, hvor portalen har været gratis for foreningen, når Alinea blev indkøbt.
Portalen Matematikfessor er også tidligere overtaget af Alinea, den ændres til ny Matematikfessor.

Fordi det ikke lykkedes at finde frem til en prisaftale med Alinea + Matematikfessor for
skoleåret 24/25,  og fordi mange medlemmer ønsker at afprøve Gyldendal,
skiftes der til Gyldendal fagportaler + Kvikmat.

GDPR-benspænd
Portalernes struktur gør det umuligt at leve op til GDPR, og bestyrelsen vælger
at købe vejledning fra en jurist med speciale i GDPR. Som løsning
udarbejdes de organisatoriske retningslinjer.

De organisatoriske retningslinjer kan ikke ændre på, at flere portaludbydere ikke
kan/vil sælge portaladgang til FL, netop pga GDPR (herunder er GO Forlag og Skoleedu.dk).

GDPR-sag hos STIL
FLs mulighed for at slå cpr-numre op i Unilogin-systemet meldes som en GDPR-sag af STIL.
Opslagsmuligheden i systemet fjernes hos STIL, og sagen lukkes efter et kortere forløb.

Opfølgning på 'Problemer med Unilogin #1'
Bestyrelsen kontakter STIL for at høre, om Unilogin til HUere kan sikres, så der er ikke er risiko for
at miste det fx midt i et skoleår. Svaret er, at der skal ses på HUeres adgang til Unilogin på sigt,
men det at det ikke sker nu.

Første år med elevpris
I skoleåret 24/25 koster Indkøbsklubbens portalpakke 1.200 kr. pr. elev.
Prisen kræver et minimum på 100 tilmeldte elever, og portalpakken indeholder:
Gyldendal fagportaler + Kvikmat, Grammatip og Ordheltene.
Der bliver købt klubmedlemskab til 147 HU-elever i skoleåret 24/25.

Et medlem har sørget for fondsstøtte til Ordheltene, som derfor er gratis for Indkøbsklubben.

Første Copydan-aftale
FLs første aftale med Copydan Tekst & Node tegnes, så der må printes fra årets indkøbte
portaler i skoleåret 24/25.

Aftalen med Tekst & Node betyder også at medlemmer, som hjemmeunderviser i udlandet
uden at have dansk bopæl, ikke længere har mulighed for at være med i Indkøbsklubben.
Det skyldes rammerne for aftalen.

DR Skole-forbud
DR Skole, DR Studie og DR Spire må ikke bruges med Unilogin tilknyttet FL,
fordi foreningen ikke har en aftale med Copydan AVU.


Veje til viden-aftale
For første gang laves der en aftale med læringsportalen Veje til viden, som er et
billigere alternativ til Indkøbsklubben, uden oprettelse/tilknytning af Unilogin.
Medlemmer med aktivt medlemskab kan købe adgang til portalen gennem FL,
og login foregår via brugerens e-mailadresse.

 



2025


MitID-adgang for voksne
Medarbejderadgang til portaler via Unilogin skal nu ske med MitID.

Ny portal-afstemning

I marts 2025 kan alle medlemmer angive i en afstemning, om de foretrækker
Gyldendal fagportaler + Kvikmat eller Alinea fagportaler + Matematikfessor til portalpakken 25/26.
Et flertal angiver Alinea + Matematikfessor.

Portalprisen 25/26
Portalpakken indeholder Alinea + Matematikfessor, Grammatip
og aftaler med hhv Copydan Tekst & Node og Copydan AVU.
Elevprisen er 1.000 kr. Der er et minimum på 100 tilmeldte HU-elever.




Vil du have flere detaljer, kan du læse gamle nyhedsbreve og referater på medlemssiderne.