Aktiv hjemmeunderviser? Få Unilogin og portaladgang gennem Fri Lærings Indkøbsklub - læs mere her.


Unilogin for HUere


Unilogin og adgang til læringsportaler er langt mere komplekst, end de fleste er klar over.

Unilogin er lavet til institutioner og uddannelsesinstitutioner. Selvom et Unilogin er knyttet til én enkelt person/cpr-nummer, fungerer det kun, når det er tilkoblet et institutionsnummer. Hjemmeundervisere kan ikke få et institutionsnummer, da hjemtaget undervisning ikke er det samme som at være en uddannelsesinstitution eller skole.

Når dit Unilogin er tilknyttet et institutionsnummer, har du adgang til de læringsportaler, den enkelte institution/skole har valgt at indkøbe. Unilogin giver også adgang til de gratis læringsportaler, der findes. Her er der dog et stort MEN; flere gratis læringsportaler kræver, at den institution/skole, dit Unilogin er tilknyttet, har en eller flere aftaler med Copydan pga reglerne om ophavsret. Er aftalerne ikke på plads, må nogle gratis portaler ikke bruges, selvom du kan logge ind med dit Unilogin. Det gælder fx DR Skole. Det er den skole/institution, dit Unilogin er tilknyttet, der kan tegne aftaler med Copydan. (Når du har adgang til gratis materialer uden brug af Unilogin, er der ikke krav om Copydan-aftale, fordi du i den situation er privatperson.)

Kommunerne er ikke forpligtet til at give HUere Unilogin. Men mindst én kommune tilbyder hjemmeunderviste elever Unilogin og adgang til indkøbte læringsportaler. Når det hjemmeunderviste barn har et Unilogin tilknyttet et institutionsnummer, der fx kan tilhøre en tilsynsskole, har eleven adgang til institutionens læringsportaler. Omvendt vil institutionen også have adgang til elevens besvarelser/aktiviteter i portalen.

Lavet til skoler, ikke HUere
Udover at have styr på reglerne om ophavsret og at overholde dem, skal institutioner, der administrerer Unilogin, også have styr på GDPR. Unilogin og læringsportalernes struktur er generelt lavet til institutioner/skoler, hvilket er komplekst i sammenhæng med hjemmeundervining og hjemmeundervisere. Fri Lærings Indkøbsklub har af samme grund et dokument med organisatoriske retningslinjer, som skal underskrives hvert undervisningsår, inden Unilogin tilknyttes foreningens særlige institutionsnummer.

Nogle hjemmeundervisere drømmer om at købe adgang til bestemte digitale materialer, som netop deres elev kan bruge. Men Unilogin og læringsportaler er generelt ikke lavet til enkeltindkøb. De er lavet til at indkøbe til klasser og skoler (nogle ordblindematerialer med enkelt-licenser undtaget), ofte vil andre elever under samme institutionsnummer også have adgang til materialet, og derfor skal der også betales for dem. Og så skal der være styr på GDPR og ophavsret ift den enkelte portal.

Institutionsnummer = ansvar
Når et institutionsnummer er i brug, altså når du logger ind med dit Unilogin, har institutionen, det er tilkoblet, ansvaret - bl.a. for indkøb under institutionsnummeret, eventuelle skader på lånte materialer, på at overholde hhv GDPR-lovgivningen og lovgivingen om ophavsret.

Ved alle indkøb af digitale materialer underskriver skolen/institutionen en databehandleraftale, som bl.a. handler om at definere parternes ansvar for den data, der gives adgang til. Det er altså ikke en aftale, man som enkeltstående HUer kan godkende eller stå for, aftalen er mellem den enkelte materialeudbyder og institutionen.

Dem, vi ikke kan hjælpe
Der er altså et større skole-tilpasset maskineri bag Unilogin. Fri Læring får jævnligt henvendelser fra forskellige mindre grupper, som har et ønske om at kunne få Unilogin. Foreningen har udelukkende mulighed for at tilknytte og administrere Unilogin for vores medlemsgruppe. Vi kan med andre ord kun hjælpe med Unilogin, hvis du er registreret hjemmeunderviser med bopæl i Danmark. Og vi kan kun sørge for Unilogin til den enkelte hjemmeunderviser + HUerens egen HU-elev/elever.

Vi kan ikke hjælpe med Unilogin til:
- Hjemmeundervisere, som rejser uden bopælsadresse i Danmark
- Hjemmeundervisere med fast bopæl i andre lande
- Miniskoler, der går under reglerne for hjemmeundervisning eller online skoler
- Medarbejdere/undervisere i alternative/online skoler/læringsfællesskaber
- Udlandsdanskere, som savner adgang til digitale materialer til deres børns/elevers danskundervisning
- Voksne elever eller børn over grundskoleniveau, som gerne vil have adgang til læringsportaler

Vores bedste råd er i stedet at købe adgang til digitale læringsportaler eller apps, som ikke kræver Unilogin/institutionsnummer. Der findes heldigvis mange gode materialer, som er tilgængelige for private. Enkelte af de større læringsportaler sælger også adgang via e-mail i stedet for Unilogin til skolelignende grupper. Spørg den enkelte udbyder, om det er en mulighed.

Adgang til Prøvebanken for hjemmeundervisere foregår via aktindsigt, ikke Unilogin. Du kan læse, hvordan du anmoder om adgang til materialerne, her.